Tre mænd løsladt - død mand i Aalborg blev ikke dræbt
Torsdag d. 12-01-2017 kl. 11:28
Tre mænd blev anholdt onsdag og sigtet for drab i Aalborg. Men nu fastslår ligsyn, at dødsfald ikke var drab.

Tre mænd, som blev anholdt onsdag efter et mistænkeligt dødsfald i Aalborg, er torsdag blevet løsladt igen. Der ligger nemlig ikke en forbrydelse bag dødsfaldet.

Det konkluderer Nordjyllands Politi efter et ligsyn, oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.

Den ene af de tre drabssigtede mænd blev løsladt sent onsdag aften, mens de to øvrige fik lov til at forlade arresten torsdag formiddag.

Politiet meldte onsdag eftermiddag, at man opfattede et dødsfald på Vesterbro 64 i Aalborg som mistænkeligt.

Ifølge vicepolitiinspektøren var det to bekendte, der fandt liget i bygningen, som indtil årsskiftet har været værtshus.

- Det tyder på, at den afdøde mand har været ansat til at lave noget restaurerings- eller malearbejde derinde og er faldet død om. To personer, der kendte ham, kom ind for at se til ham og fandt ham død, siger Frank Olsen.

Det var ifølge Frank Olsen de to mænd, der fandt ham, og en tredje, som kom til efterfølgende, der blev anholdt og sigtet i sagen.

- Vi tager ingen chancer. De tre personer kunne ikke rigtig forklare sig, og derfor valgte vi at anholde dem, siger Frank Olsen torsdag.

Men ligsynet har altså udelukket, at der har været tale om en forbrydelse. Senere torsdag skal der foretages en obduktion, som skal fastslå dødsårsagen.

- Nogle gange kan et dødsfald se mærkeligt ud, men alligevel være helt normalt. Og sådan har det altså været i dette tilfælde, siger vicepolitiinspektøren.

Den afdøde mand er identificeret, men hans pårørende er endnu ikke underrettet.

/ritzau/

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk