Solstorme bliver en større trussel mod Danmark
Torsdag d. 12-01-2017 kl. 07:24
Eksplosioner på solen kan være direkte farlige for den danske infrastruktur, fastslår Beredskabsstyrelsen.

Eksplosioner på solen, som sender solstorme mod jorden, bliver nu for første gang udpeget som en af de største trusler mod Danmark. Fænomenet er nu på listen sammen med gamle kendinge som orkaner, terror, epidemier og oversvømmelser.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Solstorme - eller såkaldt rumvejr - kan i værste fald lamme satellitter, elforsyning, flytrafik og kommunikationssystemer. Sådan lyder advarslen fra Beredskabsstyrelsen i en ny risikovurdering.

Her kortlægger Beredskabsstyrelsen de 13 største trusler, der kan medføre større katastrofer og ulykker i det danske samfund.

I 2015 lukkede et kraftigt soludbrud ned for flytrafikken i Sverige i en dag. Malmø har også tidligere har oplevet strømsvigt.

Tilsvarende problemer kan ramme Danmark, siger Mads Ecklon, chef for krisestyringsenheden i Beredskabsstyrelsen.

- Det er nyt, at vi har taget rumvejr med på listen. Men det kan have alvorlige konsekvenser for flere vigtige systemer - også her i Danmark, siger Mads Ecklon.

Ifølge Beredskabsstyrelsen og flere eksperter er Danmark blevet mere sårbart over for solstorme.

Det er sket, i takt med at samfundet er blevet mere afhængigt af teknologi som gps-navigation og it-systemer. Systemerne kan kollapse, hvis satellitter ødelægges af farlig stråling.

- Risikoen er måske ikke så stor. Til gengæld kan konsekvenserne være meget voldsomme og ubehagelige, hvis der kommer store udbrud.

- Soludbrud, der trænger gennem jordens atmosfære, kan i værste fald også sætte kraftværker ud af drift, siger astrofysiker Kristoffer Leer fra Center for Rumvejr på Danmarks Tekniske Universitet.

Borgerne skal ikke gå rundt og være skræmte. Men truslen er hidtil ikke blevet taget alvorligt nok i Danmark, mener han.

/ritzau/

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk