Trumps trussel sender danske medicinalaktier i rødt
Torsdag d. 12-01-2017 kl. 09:18
Aktier som Novo Nordisk og Lundbeck dykker fra morgenstunden efter Donald Trumps pressekonference.

Der kom ikke ret mange konkrete og nye politiske udmeldinger fra den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, da han onsdag aften dansk tid holdt pressekonference.

Men forretningsmanden nåede dog at varsle, at han vil spare amerikanerne for milliarder af dollar i medicinudgifter.

Det skal angiveligt ske ved at indføre et nyt prissystem, der skal være med til at presse medicinalindustrien.

Og den melding har fået investorerne til at trække følehornene til sig, når det gælder medicinalaktier.

Således handles Novo Nordisk-aktien fra morgenstunden tre procent lavere end onsdagens lukkekurs.

På samme måde falder Lundbeck-aktien også tre procent. Bavarian Nordic og Neurosearch falder 2,5 procent.

Også Genmab, der ellers er steget kraftigt på det seneste oven på en række positive nyheder, får smæk.

Aktien falder også to procent fra morgenstunden.

Medicinalaktiernes nedtur er samtidig med til at sende det samlede C20 Cap-indeks i sydgående retning.

Det ligger torsdag morgen 1,1 procent lavere, end det gjorde onsdag aften.

Allerede onsdag aften fik Trumps udmelding betydning for det amerikanske aktiemarked.

Godt nok steg det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks med 0,3 procent i løbet af onsdagen

Det særlige underindeks for medicinalindustrien faldt dog 1,0 procent.

/ritzau/

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk