USA-ekspert: Trump mangler abstraktionsniveau
Onsdag d. 11-01-2017 kl. 20:41
Donald Trump taler stadig som en forretningsmand og i stedet for som en politiker, siger lektor.

Der blev ikke brugt mange ord på formulere et politisk ståsted på et længe ventet pressemøde med den kommende amerikanske præsident, Donald Trump.

I stedet kommenterede Donald Trump sager, som de lige faldt ham ind, og langede ud efter pressen og efterretningstjenesten.

Sådan oplevede Niels Bjerre Poulsen, lektor og USA-ekspert på Syddansk Universitet, pressemødet med Trump onsdag eftermiddag dansk tid.

- Jeg synes, det var en surrealistisk oplevelse. Pressen har ventet i 168 dage på det her møde. Og man kunne måske have forestille sig, at han ville fremlægge nogle lidt bredere visioner, siger han.

Ifølge Niels Bjerre Poulsen ser Trump ud til at fortsætte en strategi fra valgkampen, hvor han taler ud fra sin fortid som forretningsdrivende i stedet for at påtage sig rollen som politiker.

- Man bliver lidt overrasket over, at det er så selvcentreret. Han har svært ved at abstrahere og forholde sig til principielle politiske spørgsmål, siger han.

Som eksempel nævner han, at Trump blev spurgt til det problematiske i, at han kan blive inhabil i forhold til sit store forretningsimperium, der i fremtiden bliver på Trump-familiens hænder.

Dertil svarede Trump med en personlig anekdote om, at han i sidste uge afviste et forretningstilbud på to milliarder fra en mellemøstlig forretningsdrivende.

- Det er en meget underlig måde at diskutere et principielt problem på. Nemlig at han har tænkt sig i en eller anden forstand at fortsætte som virksomhedsleder.

På pressemødet kommentere Trump også beskyldninger fra amerikanske medier, om at Rusland har en klemme på ham i form af kompromitterende økonomiske og private oplysninger.

Han kaldte afsløringerne for løgn og bedrag. Han kritiserede medierne og langede ud efter efterretningstjenesten, der angiveligt har præsenteret ham for oplysningerne.

- Han fortsatte kampen med efterretningstjenesten. Det er meget mærkeligt for en kommende præsident, som i høj grad bliver afhængig af at kunne henvise til efterretninger, siger Niels Bjerre Poulsen.

Pressemødet blev holdt på Manhatten kun ni dage før, at Donald Trump officielt bliver præsident.

/ritzau/

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk