Ny Bornedal-film kommer katastrofalt fra start
Onsdag d. 11-01-2017 kl. 21:32

Bornedals Dræberne fra Nibe er både klichéfyldt og fornærmende men til gengæld ikke morsom, mener anmelderne.

Ole Bornedals nye komedie, Dræberne fra Nibe, får en sjældent hård medfart fra de danske anmeldere.

De to dagblade Berlingske og Politiken giver henholdsvis to stjerner og to hjerter, mens filmmagasinet Ekko blot giver premierefilmen én stjerne.

Dræberne fra Nibe er både klichéfyldt og fornærmende men til gengæld ikke morsom, lyder dommen i de tre anmeldelser.

Filmen foregår, som titlen afslører, i den nordjyske by Nibe. Her kommer de to håndværkere Edward og Ib (spillet af Ulrich Thomsen og Nicolas Bro) på at hyre en lejemorder til at gøre det af med deres hustruer, som er blevet for kedelige i sengen.

De to kvinder, der spilles af Lene Maria Christensen og Mia Lyhne, viser sig dog at være noget sværere at narre end først antaget.

Rollelisten, som "1864"-instruktøren har fået skaffet, er stjernespækket, bemærker flere anmeldere.

Men det er ikke nok til at redde filmen, der ifølge Politiken dyrker klichéen om, "at udkantsdanmark er befolket af åndsamøber".

Anklagerne om klichéer kan også læses i Berlingske. Her bemærker avisens anmelder, at filmens "kraftesløse klichéer" fremkalder "mere tømmermandsagtig hovedpine end grin".

- Det være sig den "svansede" danselærer (ordet svans må være filmens yndlingsord), den yallah-yallah-hidsige indvandrer-taxachauffør, den rådne advokat og den stupide landbetjent, står der.

Filmens største problem, mener Ekkos filmanmelder dog, er dens tone.

- Til tider forsøger Bornedal at appellere til filmnørderne med indspist metakomik, andre gange prøver han sig frem med krukket konebytte-komik, og så kommer han pludselig i tanke om, at filmen jo egentlig er sylespids satire over livet på landet, står der i anmeldelsen.

- Resultatet er et distraherende sammenkog af genrer, overhældt med underligt sentimental orkestermusik, der ikke passer til nogen af dem.

/ritzau/

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk