Trafiksikkerhed lokalt og på landsplan
Torsdag d. 05-01-2017 kl. 13:15
Én af mange positive lokale 2016-nyheder kunne der i går læses om her i avisen: Der har i Skive Kommune slet ikke været trafikdræbte i 2016. Med tanke på menneskelige tab og smerte ved trafikdrab er det glædeligt, at man - efter fire trafikdræbte i 2014 og tre i 2015 - er tilbage på nul dræbte i den lokale trafik i Skive Kommune sidste år.

Det er klart, at tallene er små, og at udsving kan komme fra år til år mere eller mindre tilfældigt, men at der ikke har været trafikdræbte i Skive Kommune i 2016 bør alligevel være en tilskyndelse til både trafikanter og kommune om at gøre, hvad der gøres kan for at fortsætte denne linje, så de forfærdelige og meningsløse trafikdrab vedvarende holdes på så lavt et tal som muligt.

De positive tal fra Skive Kommune - og Holstebro Kommune der også havde nul trafikdræbte - følges desværre ikke op på regionalt og nationalt plan. Der var i hele den midt-vestjyske politikreds 30 trafikdræbte i 2016 - og det var en stigning på fem i forhold til året før. Og på landsplan kostede ulykker i trafikken sidste år over 200 dræbte, mens tallet året før var på 178. Det er en udvikling, som bør vendes, for gennem flere år er det ellers gået den rigtige vej på nationalt plan, men nu er den positive tendens altså stoppet.

Der er flere biler på vejene, bilsalget stiger støt, og nye biler er i almindelighed også mere sikre - men langt fra alle steder er vejene indrettet til at klare den øgende trafik. Senest er der kommet velbegrundet fokus på, at bilis­terne flere steder i landet ikke kan komme fra motorvejene, og at der derfor opstår køer og nogle gange ulykker ved frakørslerne.

Generelt er uopmærksomhed i trafikken meget ofte årsag til de alvorlige ulykker, og det bør også føre til øget fokus på, at bilens fører skal være koncentreret om kørslen - og ikke f.eks. sidde med en mobiltelefon i hånden.

Samtidig med offentliggørelsen af tallene for trafikdræbte har regeringens transportminister Ole Birk Olesen (LA) varslet, at regeringen vil undersøge, hvor i landet hastighedsgrænserne på vejene er »ufornuftigt lave«.

- Fornuftige hastighedsgrænser, som de fleste trafikanter overholder, er bedre end ufornuftige hastighedsgrænser, som de fleste trafikanter ikke overholder, lyder det fra trafikministeren, og det har han da ret i.

Det kan lyde kontroversielt, men det giver faktisk mening at se på, hvor i Danmark der er »ufornuftigt lave« has­tighedsgrænser. Samtidig kunne regeringen, kommuner og vejmyndigheder - i lyset af sidste års tal for trafikdræbte - med god grund også se på, om der samtidig er steder, hvor der skal være ekstra advarsler eller lavere fart på grund af uforholdsmæssig mange alvorlige ulykker.

Trafikforhold skal gøres så optimale som muligt. Og både af hensyn til udvikling, vækst og sikkerhed skal transporttiderne også nedbringes. Set i det lys er det ikke mindre vigtigt at fortsætte med motorvejsbyggeri, 2-1 veje - herunder mellem Skive og Herning - og etablering af fast forbindelse over Kattegat.

O.D.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk