Kan de radikale bryde S-DF alliancen?
Onsdag d. 04-01-2017 kl. 14:50
Reaktionerne på statsministerens nytårstaler bekræfter, at nødvendige reformer ikke er kommet tættere på et flertal, blot fordi V-regeringen blev til en V-LA-K-regering.

Og det er på ganske afgørende områder, at en tilsyneladende håndfast enighed mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti blokerer for politiske nybrud til sikring af både vækst, job, økonomi og velfærd.

Lars Løkke Rasmussen nævnte blandt andet behovet for, at de danskere, der er i stand til det, skal være lidt længere på arbejdsmarkedet, før de modtager folkepension. S og DF er med i forlig, der gradvist hæver folkepensionsalderen, så den i 2025 er 67 år og i 2030 stiger til 68 år. Men de to partier vil ikke høre tale om at hæve folkepensionsalderen lidt mere fra 2025. V-regeringen foreslog et halvt år, mens den nye regering ikke har sat længde på.

Udfordringen på dette område sker på den positive baggrund, at danskernes gennemsnitsalder stiger, og det kos­ter ekstra penge. Hvis man friholder nedslidte fra at skulle arbejde længere, burde der kunne etableres enighed om en reform på området med lidt senere folkepensionsalder end allerede aftalt. Men foreløbig blokerer S-D-alliancen.

Den gør sig også gældende, når det gælder lavere skat på arbejde. Regeringen vil både sænke skatten i bunden og hæve grænsen for, hvornår topskatten sættes ind. Men hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti er optaget af at få skatten på arbejde ned. Samtidig vil de to partier gerne have højere offentlig vækst end de 0,3 procent, som regeringen opererer med.

Hvis dansk politik ikke skal ende i dødvande uden nødvendige initiativer, bør de radikale gøre en ekstra indsats fra midten for at bryde S-DF-alliancen. Men så længe de radikale ensidigt lover at pege på Mette Frederiksen, vil Socialdemokratiet næppe bevæge sig på områder som folkepensionsalder og lavere skat på arbejde. Derfor bør de radikale meddele, at de efter næste valg vil pege på den statsminister, der vil opfylde flest af de radikales reformønsker - herunder om folkepensionsalder, lavere skat på arbejde, uddannelsesløft, EU-samarbejdet, ulandsstøtte og behersket stigning i offentlige udgifter.

I øjeblikket er de radikale nøgternt vurderet tættere på Venstre end på Socialdemokratiet i forhold til blandt andet folkepensionsalder, lavere skat på arbejde, EU og offentlig vækst, men det presser jo ikke Socialdemokratiet til handling på disse felter, hvis de radikales folketingsgruppe på forhånd garanterer, at man vil pege på S-formanden som statsminister efter næste valg - uanset hvad.

De radikale bør hverken love forhåndsstøtte til Lars Løkke eller Mette Frederiksen som statsminister. Lad det politiske indhold blive afgørende for, hvem der bør danne regering efter næste valg.

Den tidligere radikale statsminister Hilmar Baunsgaard havde jo evigt ret, da han udtalte, at »det afgørende ikke er hvem man samarbejder med - men hvad man samarbejder om«. Det er kloge ord, som stadig gælder.

I øjeblikket vogter Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti på hinanden. Dybest set ved de to partier formentlig godt, at der ude i fremtiden bliver behov for lidt senere folkepensionsalder for at få økonomien til at hænge sammen, men de lurepasser af frygt for at tabe vælgere. De radikale bør bekæmpe det politiske iltsvind og bryde S-DF-alliancen ved at komme anderledes kontant på banen.

O.D.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
Hvis du ikke modtager en e-mail fra Disqus.com, ligger den muligvis i din spam-mappe.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading

Events fra Skiveportalen.dk

Annonce:

Læs avisen online

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk